feb122021

Tour de limfjorden

D. 27.08.20 tog Jytte og Bent Oldenborg samt Jørgen Mikkelsen fra Rønne kl. 10.30. Vi kørte via Øresundsbroen tværs over Sjælland og Storebælt til Brobyværk kro hvor vi overnattede. Skønt hotel som vi forlod efter morgenmaden og begav os de 4 km til Broby, hvor vi mødtes med turens øvrige deltagere. Efter en kop kaffe og information om turen, begav vi os af sted. Vi var 17 biler. Vi kørte ad mindre veje frem til den gamle Lillebæltsbro hvor vi fik endnu en deltager koblet på. Turen fortsatte over Lillebælt, Vejlefjordbroen, Grejsdalen, Hærvejen, diverse landeveje, Glyngøre og Mors til Thisted, hvor vi ankom kl. 17.00. Vi havde et frokost stop undervejs. Efter indkvartering på Hotel Limfjorden sluttede dagen med en dejlig middag.

Næste morgen forlod vi hotellet og begav os ud på en køretur sydover til Neessund, hvor vi tog med færgen over til Mors. Sejltid er 7 minutter og der er plads til 10 biler ad gangen. Der er ”taxfree” salg ombord! Efter de sidste biler kom over, fortsatte turen rundt på Mors og vi endte på Feggesund kro hvor der blev serveret stegte ål ad libitum. Vi fortsatte med færgen over Feggesund og kørte omkring Bulbjerg og Torup strand tilbage til Thisted. Igen dejlig middag på hotellet og hyggeligt samvær.

Så blev det søndag, turens sidste dag. Vi checkede ud fra hotellet og begav os igen i samlet flok til Thorup strand og fortsatte ned langs Vesterhavet gennem Nationalpark Thy, Vesterby, Agger Tange, Thyborøn, Harboøre, Thorsminde, Sønder Nissum og endte på Folkevogns museet i Ulfborg. Her fik vi smørrebrød og kaffe. Efter lidt historie omkring museet blev vi guidet rundt. Det var et meget interessant museum med mange tidstypiske miljøer passende til bilerne. Turen sluttede her. Vi tog afsked kl. 16.00 med de øvrige deltagere og begav os mod Bornholm. Vi kørte via Skjern, Tarm, Grindsted, Billund, Vejle, Gl. Lillebæltsbro, Storebælt til Køge, hvor vi tog færgen kl. 00.30. Hjemme igen mandag morgen efter en spændende tur på ca. 1100 km.

Hilsen Jytte, Bent & Jørgen