aug272017

”International Festival of Historic Motoring”.

Tekst og billeder ved Claus Møller, Sverige…….tak til Claus..

vero

Nogle af de opmærksomme læsere kan måske huske at jeg havde et indlæg tilbage i 2012, efter at vi havde overstået et stort Veteran Rally i New Zealand. Den gang var løbet på nord øen i byen Wanganui.

Det næste store løb skulle så foregå 4 år senere (januar 2016) på syd øen (de skifter hver gang mellem nord og syd øen).

Der er 36 lokale veteran bilklubber spredt ud over New Zealand. De er så forenet i en stor klub, nemlig under navnet ”Vintage Car Club of New Zealand”. Der er ca 8.000 medlemmer og over 13.000 biler og motorcykler. Der er selvfølgelig mange lokale og større løb hver måned under året, men kun et stort og internationalt rally hvert ca 5 år.

De lokale klubber som er interesseret i at arrangere det næste Internationale løb lægger så en ansøgning, lidt lige som de Olympiske Lege gør (dog uden penge under bordet!).

Dette rally var nummer 10 af slagsen "International Rally". Det første blev afholdt i 1965.

Det blev byen Dunedin som fik besværet eller æren af at arrangere. Dunedin ligger meget smukt ved vandet på den østlige side, klemt ind mellem bjerge, men det kommer vi tilbage til.

Altså 4 år siden sidst og siden vi så gamle venner inden for denne interessante hobby. De åbnene for tilmeldingen 12 måneder før. Under disse 12 måneder blev der sent 14 nyhedsbreve ud med den seneste og updaterede informationer.

Den 15 januar 2016 ankom ca 800 køretøjer til byen, fra alle egne i New Zealand, men der var også stor deltagelse fra resten af verden: Australia, USA, Scotland, England, Schweiz, HongKong og Sverige.

Jeg havde fået arrangeret at jeg kunne låne en bil, men i oktober 2015 fandt jeg en Austin A40 Sumerset på internettet. Bilen stod i Auckland og ifølge billeder og text var det en god og solid bil og godt restaureret. Jeg købte den uset, og fik nogle venner til at hente den. Så den stod så klar da vi ankom til New Zealand den 2 ande januar. 

1

Vi hentede bilen og kørte fra nord til syd, godt 1.600 km. Bilen kørte godt, ingen skavanker, men når man ikke kender køretøjet er man selvfølgelig altid lidt usikker, og specielt da det jo ikke var en kort køretur og bilen skulle holde i mange dage og godt 4.500 km.

Alt gik perfekt. Efter at have kørt omking 1.100km, ankom vi til Christchurch. Midt inde i byen, heldingvis på en söndag (så der var relativt lidt trafik), pludselig fandtes der kun et gear … bakgear! 1,2,3 og 4 – de var alle borte. Første indskydelse var selvfølgelig at kigge ned i motor rummet. Huuum der var noget som var mere skindende ….! Samantha (min datter) og jeg løb op og ned af gaden for at se om vi kunne finde noget på vejen, det gav intet resultat. Alt imens indenrigsministeren (min kone) blev siddende i bilen og kunne forudse alle de forfærdelige ting som kunne have sket og hvorfor vi da ikke bare havde lejet en bil af helt ny dato, istedet for. Ja, som alle der har gamle biler, så ved vi at dette er en del af hobbyen og at man skal tage det med godt humør. Min kone syntes ikke det var sjovt. Efter 1 time og køb af et spendebånd til 20 kr var bilen oppe at køre igen. Jeg tror at min kone resten af ferien sad på nåle og bare ventede på hvad det næste ville være. Men nej, det var det eneste ”uheld” vi havde.

Inden vi forlod Christchurch fik vi genset byen. Christchurch bliv jo voldsomt ramt af jordrystelser in 2011. Det kan stadig ses og byen er mange steder stadig bygget provisorist op igen.

2

Tilbage på vejen med retning mod Dunedin.

Dunedin er en af de større byer på New Zealand med lidt over 110.000 inbyggere. Byen blev grundlagt af Maorier år 1300 og så igen af europæerne i 1948. Byen er smuk og vældig inspireret af Scotland. Den bliver også kaldet ”Edinburgh af Syd”. Byens smukke huse er godt bevaret. Der er mange scenic veje og der er vældig lidt trafik, så der er et ideelt sted for gamle køretøjer. Bortset fra, at man ikke kommer nogen vejne uden at skulle over bjerge! 

3

Den stejleste gade i verden findes også her. Den er 350 meter lang. Den øverste del er belagt med beton, ellers ville asfalt bare rande ned af bakken på en varm sommer dag. Gaden har en heldning på 19 grader, hvilket indebære at for hver 2,86 meter er højde forskellen 1 meter. Der var selvfølgelig flere som skulle prøve både bremser og motor. Dem der prøvede, fik sved på panden.

Dunedin har også deres eget Albertros og Pingvin reservat.

Ralliet foregik i 9 dage.

15/1, Fredag: incheckning af alle biler. På det tidspunkt var der biler overalt i byen. Hvert eneste hotel, motel, B&B og camping plads var fyldt op. Det var som at gå tilbage i tiden. Man havde lejet et stort sportscenter hvor man havde hovedkontoret og det var også her man hver aften havde nogen form for entertainment, show med levende musik og dans. Den første aften var det Åbningen hvor alle flag og deltagere gik ind. Alle udlændinge kom så sidst og blev modtaget af klapsalver.

Man havde også specielt inviteret Corky Coker (det er ham fra USA som sælger dæk).

De andre aftener var der dans og hver aften havde et tema: Kiwi Pup Night, Beer Fest, Barn dance, Kiwiana Night, etc. folk kom udklædt efter bedste formågen, ofte til full latter for alle andre.

Tidlig den fredag morgen var det årlige ”Dunedin til Brighton rally”. 

4 5

Dette var et jubileums løb da det havde været afholdt 60 gange. Det er for køretøjer fra før 1919. Der var 56 biler og 7 motorcykler som deltog. I det første løb havde der været 18, og ud af disse var 8 med igen i år.  Dette løb havde intet at gøre med det løb vi deltog i, men flere af bilerne var med på begge. Det var fantaskiske biler, desværre for både bilerne og ejerne så stod det ned i stænger, alt var plask vådt. De fleste af bilerne var åbne, så det var bare at bide tænderne sammen.

Fredag morgen mødte vi også 2 fra Scotland som vi havde mødt ved sidste rally. De havde købt en fin gul MGB som de skulle deltage i. Senere den dag kørte de på udflugt langs med vandet. Under turen, i godt vejr, ingen trafik, og oven på en god frokost (+ drikkevarer), lykkedes det dem begge at falde i søvn! Med en hastighed på ca 40km / timen, kørte de direkte ud over en skrant, bilen rullede et par gange inden den satte sig på hjulene i sandet. Han nåede ingen gang at bremse. Heldigvis var der lavvande. Heldigt var det at der ingen trafik var da de kryssede vejen. Bilen var færdig, og de slap begge med en højre hånd brækket. Det var forfærdeligt, super heldigt og komisk så det ud.

6 7

16/1, Lørdag: der var arrangeret en tog tur til byen Oamaru. Oamaru er kendt for sine Art Deco bygninger og sine blå Pingviner.

vero 2

 

Fantastik tur som gik langs kysten. Som altid i New Zealand så er alt grønt og frodigt. Grunden dertil er selvfølgelig opklaret ”det regner meget”.

17/1: Søndag var open dag “Wings and Wheels”. Man havde tilsammen med den lokale fly klub lavet et stort arrangement. Alle bilerne var parkeret så offentligheden og deltagerne kunne gå rundt og kigge og snakke med hverandre. Få gode tips, finde reservedele eller måske købe en bil. Samtidig havde man arrangeret mod betaling at komme op at flyve. Der var mange menesker (over 10.000) og det så ud som en success. Jeg havde på det tidspunkt sat bilen til salg, både på internettet men også en annonce in bilen.

18/1: Mandag: Det var første dag for udflugter. Man havde delt bilerne op it 4 grupper, af hensyn til øvrig trafik og da muligheden for at parkere og bespise så mange mennesker i mindre byer var umuligt. Vi skulle til Lawrence. 

8

Derfor drog ca 200 biler mod hvert af de 4 distinationer. For at komme ud af Dunedin, og uanset hvilken vej man tog så skulle man over nogen form for bjerg (i det minste set med danske øjne – og her taler vi højere end Himmelbjerget). Den kære lille Austin kom godt over men blev passeret af mange biler.

19/1: Tirsdag: ”One Make day”. 

9

Det vil sige at alle Austin’s drog afsted på en tur, og selvfølgelig de andre bilmærker hver især havde en distination planlagt. Det gav mulighed for at tale med andre som havde samme mærke.

20/1: Onsdag: Dagen med konkurrance, tidstagning. Alle biler skulle køre til samme sted af forskellige veje, hvor en frokost var planlagt. En del af turen var den samme, og det var på dette sted hvor hver især fik tildelt en ideal tid. Vi fik 17,5 miles per time. Da man ikke viste hvor lang en strække man skulle køre var det med bedste beskub og med små kalkulationer for at komme frem til næste post i tid. Vi viste at vores speedometer ikke var rigtigt, det viste for lidt. Det gik op ad og var er lidt besværligt terreng. Vi lod mange overhale os, da 17,5 miles per time jo ikke er meget. 

10

 

Om aftenen blev der uddelt trofæer til dem som kom nærmest deres ideal tid. Der var 6 klasser: vehicle colour coding 

vvv

 

Tjaa, I vores klasse ”Post War”, kom vi først. Vi var enige om at det var mere held end forstand.

11

21/1: Torsdag: Denne dag var vores udflugts mål Balcutha.

bal

Balclutha, ligger ved den 2 længste flod. Byen ligger ved “Catlins”, et område i syd-øst som er uspoleret. Det er utroligt smukt at køre igennem, med tæt skov og ved kysten, hvor man kan finde rigt dyreliv.

 

22/1: Fredag: Det var en fri dag. Så vi bruge tiden til at køre ud for at se Albertrosserne og Pingvinerne. Om aftenen skulle alle biler køre en ”farvel” tur hvor Dunedins indbygge stod ude ved vejen og vinkede til os.

23/1: Lørdag: Denne dag var vores udflugt mål ”Middlemarch”. 

midle

Middlemarch er en lille by vest for Dunedin. Den ligger ved “Strath Taieri Valley” ved foden af bjerget “Rock and Pillars Range”, det blev bl.a. brugt af Sir Peter Jackson, til hans Hobbit film.

Om aftenen var der stor afslutnings fest. 

 

12

Det blev afholdt på et stort Rugby stadion, hvor man havde dækket op de mange borde på grøndsværen. Næsten alle var udklædt i tøj fra samme periode som deres bil, et fantastisk syn. Det hele afsluttes med dans, og nogle farvel taler.

24/1: Søndag

For de fleste started hjemturen.

Det var ikke lykkedes os a sælge bilen i Dunedin hvilket jeg havde håbet. Istedet var bilen solgt på det New Zealandske internet, det samme som den ”Blå Avis”. Det viste sig at køberen boede ganske nær vores ende station, tæt ved Auckland. Han fik leveret bilen til døren og vi kom ikke alene af med den men fik en god tur tilbage til udgangspunket.

Vi havde en fantastik tur. Jeg kan stærk rekommedere at deltage på det næste løb som sikkert vil blive afholdt om 5 år.