Tekst og fotografier ved Lars Legaard.

Hej –  jeg skriver til jer i anledning af at jeg 29. juni 2018 er fyldt 90 år. Det står stemplet i min forplade i venstre side.

Jeg er en Ford A 1928, med 2-dørs sedan karosseri; en såkaldt Tudor. Mit cpr nr er 209.615, og min motor blev samlet nogle dage før nemlig 25.juni 1928 kort før frokost.

Det har Per Lind Jensen, på Fyn fundet ud af – han ved ved så meget om den slags, og han ejer altså også en af mine ældre søskende. Hun er nu noget fin på den, eftersom hun kom til verden i 1927, og hun vigter sig af sit meget lave cpr nr, som kun er på fire cifre- nå det må hun nu selv om.

Det med at være en Tudor, betyder ikke at jeg tilhører en fin gammel engelsk adelsfamilie, næh min farfar gamle Henry som vi kaldte ham, havde kun gået et par år i skole, så Two-Door blev til Tudor, og så vidt jeg ved gjalt det også for nogle mine ældre fætre og kusiner fra model T grenen.

Vi i model A grenen, er jo designet af vores kærlige og dygtige far Edsel, som med sine kunstneriske evner, kunne meget inkl. at lade den store kunster Diego Rivera udsmykke fabrikken, samt passe sin store kunstsamling sammen med sin smukke hustru.

Ja- så der er nok væsentlige grunde til at vi A-modeller er så smukke – altså i al beskedenhed.

Farfar Henry, den gamle despot ville også altid bestemme. Da han var underkastet mange af sine egne idiosynkrasier, skulle vores rat i 28, være fremstillet af en slags bakelit, med jordnødder som råmateriale. Derfor er mit rat rødt, og smitter af når man styrer i fugtig varme – Hæ-Hæ.

Henry var også lidt eller ret nærig med hensyn til brugen af metaller oa. så feks er mine baglygter fremstillet af den ”rondel” messing, som blev standset ud når min forlygtebrillers rande skulle presses ud.

Da jeg som alle mine søskende født i 28, +  de få snobbede fra 27 ( vi nævner ingen navne af hensyn til hende på Fyn – vel ? ), måske ikke var helt færdigdesignet, har jeg i en avis læst at min far Edsel i 28, måtte gennemføre ligeså mange ændringer, som i 29/30 og 31/32.

Pt bor jeg i et olde-bil kollektiv og er meget sammen med fætter Carl Johan -T model Fordor 1926 – han er nu meget nuttet; ja så nuttet at vi forleden år fik en lille søn, som man kan se på et foto.

Min elskede fætter Carl Johan.

Vi har døbt ham Emil, han kan nu også være lidt uartig ind imellem;men han har også højspændingstænding. Han blev født uden komplikationer uden brug af tænger og skærebrænder, dog fik jeg lidt æter i indsugningen for at det kunne lykkes.

Emil.

Fætter T-Fordor er nu på det seneste blevet lidt kedelig; da han har lidt problemer med startknappen- den mangler gnist!! Som den dyreste T-model på Forum udstillingen i 1926, blev han solgt til en gårdejer i Præstø.

På den allerførste køretur med datteren ved rattet, påkørte gårdens datter bedste malkeko. Køleren har stadig spor efter påkørslen. Carl Johan fik en ny højre forskærm – den bukkede skærm blev lavet om til en rende på en roeoptager. Hvilken skæbne!

Mit nuværende menneske-Lars – som kan være lidt af en klovn – ham vender vi i øvrigt tilbage til senere, har ellers tilbudt at hælde en håndfuld Viagra i fætters bensintank, hvis det kunne hjælpe; men nej det ønsker fætter ikke, da han endnu ikke har glemt dengang Lars ved et uheld fyldte 5 liter vand i tanken, hvilket gav hoste begge veje.

Og efterfølgende måtte fætter indånde litervis af karburatorsprit, for at fjerne vandet. Det endte da også med at hans vandudlader rustede noget – det er ikke så nemt blive gammel.

Mine tidlige år husker jeg ikke så tydeligt, så enten er jeg født på adressen Highland Park Ave eller sendt i små dele til enten Manchester UK, eller Sydhavnen i København. Måske var det England, da jeg i min chassisramme også har huller så jeg kunne blive højrestyret og køre i ”den forkerte” side uha !; desuden fik jeg Lucas positionslygter, da jeg er født med kun to styrker i mine briller. – Hm ?

Jeg kørte i mange år på især de sjællandske landeveje, og blev så i 1967 solgt til et bilmuseum, som hed Bilhistorisk Museum i Helsinge. Her var det Børge Kaa, og Kaj Bach, der bestemte. 

Kaj ( han var tandlæge; men borede aldrig i mig -hurra ) adopterede mig; men Børge bestemte at jeg skulle til nogle af hans gode venner, nemlig familien Legaard, som han havde kendt siden 1959.

Jeg blev givet som fødselsdagsgave til sønnen Lars i 1968, da han fyldte 13 år, og han har passet på mig siden, så derfor har han og jeg guldbryllup i november.

Lars og hans far restaurerede mig i løbet de næste 5 år. 

Jeg blev så fin – altså.

Oprindeligt var jeg malet Andalusite Blue, med sorte skærme og skørter. Den gang med den duftende Pyrox / Duco lak- man blev helt høj.

Senere har Lars fundet ud af at jeg engang i mit tidligere liv blev ret smadret i venstre forende.

Meget husker jeg ikke; men da jeg vågnede op igen hos de søde mennesker i Sorø rettede de mig- hev i næsen osv, og så blev jeg malet blå, også med cellulosemaling – man blev helt høj igen.

Da Lars med lidt hjælp malede mig mange år efter i farven grøn, denne gang med det dengang nymodens-syntetisk autolak – det bliver man ikke høj af; det lugter bare kedeligt.

Jeg fik ny fornikling- indtræk osv osv, og alt var herligt.

Lars fik langt om længe kørekort, kom jeg virkeligt ud og køre. Især i Ford A klubben og DVK. Det var så hyggeligt i Ford A klubben, hvor John Kunze, Sølvsteen, Henning Jensen, Bjørn Emcken, altid hjalp Lars. De syntes nok at det var lidt sjovt at en dreng uden kørekort restaurerede mig.

Desuden havde man hos fa. Apco, hvor der stadig var mange reservedele som passede på min famillie og jeg selv på hylderne, også henvist til Lars Karlshøj i Bonderup.

Det blev til et livslangt venskab, og når jeg lytter udefra værkstedet kan jeg høre at de 2 ”gamle tosser”  taler sammen jævnligt.

Mange år og km er gået, og Lars har haft min mekanik skilt ad flere gange, og han har skiftet kobling, dynamo, knastaksel ( det gav liv kan jeg fortælle ); men han har i en kasse gemt alle mine oprindelige dele.

Nu er mine cylindre noget slidte især nr 3, så hvis Lars det store badedyr kan tage sig lidt sammen, så skal jeg bores og have et sæt nye stempler- han kan lave alt sammen selv inkl udboring. Han har lovet lokalbedøvelse-måske æter eller endnu bedre lattergas.

For nogle år siden var mine skærme blevet lidt triste i farven, så Lars skilte mig næsten ad- uha hvor jeg følte mig afklædt, og han malede alt det sorte igen- denne gang med cellulosemaling – øj hvor det var dejligt igen igen jeg blev helt svimmel igen.

Lars som 13 årig da han arbejdede på at gøre mig pæn og anstændig igen.

Lars og hans mor Lise i 1972, da jeg var næsten klar igen.

Lars og hans mor Lise i 2018, da jeg så lige var fyldt 90 ( og Lise 91 ).

Lars og jeg i et foto fra 1975, hvor vi prydede  Motor Bladets forside, da der skulle frostvæske på bilerne.

Nok for nu; men jeg vil kunne fortælle meget, meget mere om mit herlige liv.

Kærlig hilsen

A 209.615 alias ”Den Grønne 28´er”.